MIT LIV I DAG

Min tilværelse i dag er på mange måder meget almindelig – og nogen vil sige normal. Jeg er gift og bor sammen med min mand og to børn, på Frederiksberg i København. Dagligdagen rummer alt dét en børnefamilie bærer med sig – fra indkøb, oprydning og aflevering af børn, til madlavning, legeaftaler og koordinering af ugens gøremål. For nogen vil ‘det normale’ virke gråt og kedeligt, men for mig føles det stort at kunne leve et helt ordinært liv.

Vi elsker at være i naturen, og tilbringer meget tid i vores feriehus. Et smukt træhus med en dejlig have, og blot 2 min. fra stranden. Det bliver til mange gåture i det skønne område, sten-samling på stranden og fælles arbejde i haven. At være i naturen – ude i luften – gør noget helt igennem godt for mig. Dét at mærke min krop, få kropskontakt – og bevæge mig.

Med børn i aldrende 5 år og 16 år, sker der rigtig meget i dem begge to. De udvikler sig i rivende fart og afsøger følelsen af identitet på forskellige måder. I dag skræmmer det mig ikke, men havde det været for 15 år siden, ville jeg konstant have betvivlet mine evner som mor – og føle mig utilstrækkelig ift. at give mine børn en god og sund opvækst.

I dag ved jeg godt at jeg er en god mor, og at begge børn trives. Jeg forventer ikke længere af mig selv, at jeg hele tiden skal overpræstere, og hele tiden gøre alting til UG med 7 stjerner. Med andre ord: jeg forsøger ikke at ramme det perfekte, velvidende det ikke eksisterer.

FORMIDLING OM BORDERLINE OG RECOVERY

Formidling har fyldt meget i mit liv; siden 2011 er det blevet til personlige oplæg om Borderline, undervisningsforløb i samspil med psykiatri- og socialsystemet, og mangt en samtale med Borderline-ramte borgere på bosteder, væresteder og i socialpsykiatriske centre.

Det giver mig usigelig meget, at være med til at nuancere billedet af diagnosen Borderline. Til dato er Borderline en vældigt misforstået, udskældt og underkendt diagnose. Dette til trods for, at flere og flere får diagnosen og at sindslidelsen er så alvorlig (10% begår selvmord og 75% har et selvskademønster).

TILBAGE PÅ DET ORDINÆRE ARBEJDSMARKED

Som så mange andre har erfaret, står organisationerne ikke nødvendigvis i kø for at koble sindslidende på arbejdsstaben. Og når det lykkes, lander vi ofte i lappeløsning-ansættelser i form af kortvarige ansættelser ved praktikperioder, vikariater og ad hoc projekter. Dette til trods for, at mange af os har stærke kompetencer på CV’et og gode uddannelser i baggagen.

Min vej tilbage på det ordinære arbejdsmarked, er ikke en undtagelse; det er både blevet til kortvarige projektansættelser og vikariater – herunder jobsamtaler som ofte kom til at handle mere om psykisk sygdom end kvalifikationer. Så tænker du måske; “Jamen du kunne da blot have holdt sindslidelsen hemmeligt”. Det er bestemt ikke muligt for os alle sammen. I mit tilfælde er jeg temmelig nem at google frem.; jeg er stifter af foreningen Borderlinenetværket, formidler af emnet og interviewet i både aviser, i TV og radio.

De seneste 5 år har jeg imidlertid fået godt fat i arbejdsmarkedet, med ansættelser i psykiatrien som projektmedarbejder, peer-medarbejder og recoverymentor. Senest i retspsykiatrien som part af et nyetableret tværfagligt rehabiliteringsteam. Dette som helt almindelig fastansat, på almindelige vilkår.