MIT LIV I DAG – 6 ÅR EFTER RECOVERY

Min tilværelse i dag er på mange måder meget almindelig – og nogen vil sige normal. Jeg er gift og bor sammen med min mand og to børn, på Frederiksberg i København. Dagligdagen rummer bla. aflevering af vores lille datter i børnehaven, indkøb, rengøring og tøjvask. Weekenderne bruger vi sammen med vores børn, og ofte udenfor i form af skovture, parkture og lange gåture langs stranden.

Vi elsker at rejse. Tage på ferieture, så ofte som økonomien tillader det. Vi har bla. været i Prag, Hamborg, Portugal, Spanien, Tyrkiet og Grækenland. Sommerferien i år gik til Portugal for anden gang, hvor vi har lejet et klassisk-portugisisk hus nær Lagos.

 

 

Når man har to børn i alderen 4 og 15 år, er der mange opgaver – og mange udfordringer. Begge børn har en alder, hvor de udvikler sig enormt meget – både kropsligt og sindsmæssigt. I dag skræmmer det mig ikke, men havde det været for 10 år siden, havde jeg konstant betvivlet mine evner til at kunne give børnene en tilstrækkelig god og sund opvækst. Og jeg ville hele tiden have ‘tæsket’ mig selv for ikke at gøre det godt nok.

I dag ved jeg godt, at jeg er en god mor. At jeg gør det godt – og at begge børn trives. Jeg ved også, at jeg ikke er en perfekt mor, som konstant gør alting til UG med 5 stjerner – for det findes ikke. Med andre ord: jeg forventer ikke af mig selv, at jeg hele tiden skal overpræstere.

Tiden til at dyrke hinanden som par – min mand og jeg – er knap. Til gengæld giver vi den gas, så snart Liv kan blive passet hos farmoren, og Jannik har planer med vennerne. Vi er også ret cool til at give hinanden kys, kæl og kram – og søde ord i hverdagen.

 

FORMIDLING OM BORDERLINE OG RECOVERY

Formidling fylder meget i mit liv i dag. Siden 2011 er det blevet til 300 oplæg om Borderline, godt 50 undervisningsforløb og mangt en samtale med Borderline-ramte borgere, og deltagelse i statusmøder vedrørende borgere med Borderline på bosteder, væresteder og I socialpsykiatriske centre.

Det giver mig usigeligt meget, at være med til at nuancere billedet af diagnosen Borderline. Og jeg er kommet godt omkring – sågar flere gange på Bornholm. Størstedelen af mine oplæg er booket af psykiatrien, og det sociale system.

 

 

 

TILBAGE PÅ DET ORDINÆRE ARBEJDSMARKED

Som så mange andre (tidligere) sindslidende har erfaret, står organisationerne ikke i kø for at koble sindslidende på arbejdsstaben. Og når det lykkes, lander vi ofte i lappeløsning-ansættelser i form af kortvarige ansættelser ved praktikperioder, vikariater og projekter. Dette til trods for, at mange af os har stærke kompetencer på CV’et og gode uddannelser i baggagen.

Min vej tilbage på det ordinære arbejdsmarked, er ikke en undtagelse; det er både blevet til kortvarige projektansættelser og vikariater – herunder jobsamtaler som ofte kom til at handle mere om psykisk sygdom end kvalifikationer. Så tænker du måske; “Jamen du kunne da bare have holdt sindslidelsen hemmeligt”. Nej, jeg er smadder nem at google frem som stifter og tidligere formand af foreningen Borderlinenetværket, samt formidler af emnet.

Derfor er jeg også både lettet over og glad for, at jeg i dag er ansat på helt almindelige vilkår i retspsykiatrien, som recoverymentor. Jeg indgår i et tværfagligt rehabiliteringsteam på Psykiatrisk Center Sankt Hans. En stor og spændende arbejdsplads, som forøvrigt ligger lige ud til vandet (Fjorden i Roskilde).