RECOVERY – ET LIV UDEN BORDERLINE

De første par år efter recovery, husker jeg tydeligt hvordan jeg var bange for at få tilbagefald. Jeg forsøgte at tage små skridt og sætte mig delmål – sådan som jeg havde lært at gøre.

Jeg øvede mig dagligt i at følelsesregulere, når livet blev udfordrende, hvilket livet jo gør fra tid til anden. Eksempler på dette; Jeg mistede en nær veninde, jeg indså at jeg måtte sige farvel til min mor, og min graviditet med vores lille pige blev enormt hård, da fostrets navlevene var så stor, at den risikerede at briste. Det betød ugentlige (nervepirrende) undersøgelser og scanninger gennem hele graviditeten.

Følelsen af ikke at have diagnosen længere, var både befriende, herlig og fyldte mig med ængstelighed. Jeg skulle i gang med at skabe mig et nyt liv. En tilværelse med gode oplevelser, et liv med relationer, som jeg kunne være nærværende i – samt tage skridt ud af min komfortzone. En udvikling jeg havde påbegyndt i DAT – og som jeg i høj grad skulle fortsætte på egen hånd. Hver dag gøre minimum to ting, som gjorde mig bange eller usikker.

 

 

HVAD BRAGTE MIG FREM TIL RECOVERY:

  • Jeg fik stillet diagnosen i en sen alder – jeg var 36 år – så jeg var nået til et punkt, hvor jeg vidste at jeg havde brug for hjælp. Jeg var, med andre ord, klar til at arbejde med mig selv.
  • Jeg havde et barn, som jeg ikke ville risikere tog skade af mine problematikker. Han var en stor inspirator for mig, på min vej frem mod recovery.
  • Jeg oprettede foreningen Borderlinenetværket i 2011 – og kontakten med de mange Borderline-ramte mennesker inspirerede mig, og lærte mig, at man kunne komme ud på den anden side af diagnosen. Jeg var i kontakt med mange, som var godt på vej til recovery fra Borderline – og flere som havde opnået recovery – og deltog i netværket for at puste håb hen til andre.
  • Jeg fik mulighed for at deltage i et kortere kognitivt forløb, inden jeg kom i gang med dialektisk adfærdsterapi – og dét fik mine øjne op for, at jeg havde dannet en stribe leveregler, og at jeg reagerede ud fra automatiske negative tanker.
  • Gennemførelse af dialektisk adfærdsterapi, som bla. lærte mig at følelsesregulere samt skifte fokus i svære situationer.
  • Jeg mødte en mand (i 2009 – samme år som jeg fik stillet diagnosen), som jeg ikke alene forelskede mig i, men mærkede lyst til at danne en tilværelse sammen med. Han blev sidenhen min mand, og vi fik en datter i 2014.
  • Efter diagnoticeringen blev jeg tilknyttet psykiatrien, og var bla. på et dagshospital fra kl. 9-15 hver dag. Her fik jeg kropsterapi to gange om ugen, hvilket gav mig en langt bedre fornemmelse og kontakt med min krop – og dermed med mig selv.
  • Jeg mødte omsorgsfulde kontaktpersoner og behandlere undervejs, som troede på mig, og på muligheden for recovery. Jeg mødte også mange som ikke troede på mig, og som vældig hurtigt puttede mig i kasser. Tænkte mig som en ‘manipulerende borderliner’, før jeg knapt fik jakken af. Men heldigvis også mennesker, som så meget andet end diagnosen. TAK for jer.
  • Manden jeg mødte i 2009 blev vigtig for mig – og viste sig at kunne (og ville) rumme hele mig. Både den Borderline-ramte og aftestende Pia, og den raske Pia. Han blev en sparringspartner og force for mig, gennem min recoveryproces. I dag holder jeg mig ikke tilbage for at lade min kære mand vide, at han afgjort har part i æren for, at jeg opnåede recovery.