BAGGRUND

Jeg er opvokset i Rødovre, en forstad til København, i en 70’er lejlighed tæt på Rødovre Centrum. Dér boede jeg sammen med min mor – og levede på mange måder et liv alene med min mor. Familie havde vi meget lidt af, venner og bekendte kunne tælles på en halv hånd, og kontakten til min far var sporadisk og distanceret.

Begge mine forældre boksede med psyken. Min mor var et vældig følsomt og depressivt menneske, og min far kæmpede med flere former for angst – bl.a. socialangst og panikangst – og fællesnævneren for begge mine forældre var, at de holdt sig på behørig afstand af tilværelsen. Deltog ikke i sociale sammenkomster, inviterede sjældent gæster på besøg, og omtalte generelt andre mennesker i en negativ tone. I takt med jeg blev større, blev jeg klar over, at både min mor og far havde oparbejdet den dømmende tilgang til omverdenen, på baggrund af svære og dysfunktionelle opvækster.

Hvem var jeg så, som barn? Jeg følte mig som ingenting. Et tomt og frustreret menneske. En pige uden egen identitet og værdi. En evig søgen efter at være god nok, og en konstant trang til at blive anerkendt. Det paradoksale var, at jeg i skolen var en super populær pige, som klassekammeraterne gerne ville tilbringe tid sammen med. Derfor manglede jeg ikke veninder, venner og bekendte. Jeg kunne blot ikke rumme dem, og valgte i stedet at danne venskab med ganske få piger, som jeg dannede symbioser med.

I alderen fra 9-11 år blev jeg udsat for seksuelle overgreb, hvilket i stigende grad påvirkede mig i hverdagen. Jeg trak mig mere og mere fra omgivelserne, og fik det sværere og sværere med nær kontakt. Svært ved at andre mennesker kom tæt på mig. Omkring 12-års alderen selvskadede jeg for første gang. Jeg fandt ud af, at fysisk smerte afledte mig – og hjalp mig med at skifte fokus. Væk fra den gennemtrængende følelse af ikke at høre til nogen steder. Følelsen af pr. definition at være forkert, og pr. definition ikke at høre til i fællesskabet. På dét tidspunkt kunne jeg ikke sætte de ord på baggrunden for selvskaden, men jeg vidste godt at den fysiske smerte hjalp mig – og hjalp mig meget.

Og selvskademønstret gjorde det muligt for mig at gennemføre både en studentereksamen, en videregående uddannelse og banede vejen frem til arbejdsmarkedet. Jeg nåede at være på arbejdsmarkedet ca. 15 år før jeg som ung kvinde knækkede sammen psykisk, midt under afholdelsen af en større konference. Jeg løb ud på arbejdspladsens gæstetoilet og skar mig dybt i armen – og inden jeg fik set mig om, var jeg indlagt på et lukket psykiatrisk afsnit. Få måneder senere fik jeg stillet diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse (Borderline).

Nb) Har du Borderline, og læser mine ord, så misforstå mig ikke: selvskade er helt-igennem usundt, for såvel krop som sjæl, og jeg håber ikke for nogen at de lander i et selvskademønster. Min pointe er udelukkende, at selvskaden dengang var mit eneste værktøj til at skifte fokus – og dermed måden at udholde livets udfordringer på. Jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle fokus-skifte. Det gør jeg i dag – og har fået et langt bedre liv, af samme grund.

Diagnosticeringen foregik sammen med en behagelig og rummelig læge, som gav sig god tid. Efter en længere samtale om symptomerne, ridsede han op for mig, at dét at jeg nu havde fået stillet Borderline-diagnosen, kunne give mig visse vanskeligheder. Han pegede på tre elementer:  1) Der findes ingen piller mod Borderline.  2) Der er hulens lang venteliste til Borderline-rettet terapi.  3) Du vil højst sansynligt møde stigmatisering blandt psykiatri-personalet, på din vej frem i systemet.

DIALEKTISK ADFÆRDSTERAPI – PÅ VEJ MOD RECOVERY

Efter diagnosticeringen tilbød lægen, at jeg kunne følge hans angstforløb på Frederiksberg psykiatriske hospital. Han sagde; “Henvisningen til dialektisk adfærdsterapi lander dig formentlig først en terapiplads om et par år. Du er velkommen til at deltage i mit angstforløb i mellemtiden.”.

Mit held blev, at jeg fik tilbudt en DAT-plads efter 1½ år. Et sidste øjebliks afbud fra en deltager, jeg straks sprang på. Ventetiden til terapi havde været mere end hård, og bla. kostet at min eksmand blev main-parent for vores søn. Under en indlæggelse tog jeg en snak med min eksmand, og vi aftalte, at han tog over på vores søn – og så kunne jeg have ham så meget, det var mig muligt.

Ved opstart i dialektisk adfærdsterapi var jeg mildest talt slidt og desillussioneret. Det hele føltes så umuligt – og omend jeg havde hørt meget godt om DAT, var jeg bange for at jeg var en ‘lost-case’ – for ramt og for skadet.

Jeg tog fejl. DAT skulle vise sig at blive min billet til et liv, værd at leve. Et terapiforløb som trak tænder ud – ingen tvivl – bestående af både ugentlig individuel terapi, gruppeterapi og øvelser. De første par måneder kæmpede jeg en indædt kamp for at komme afsted – og flere gange var jeg tæt på at droppe ud af forløbet. I dag ved jeg godt hvorfor jeg ikke trak mig. Jeg forsøger herunder at ridse op hvad DAT kunne:

  • Terapien indledtes med validerende sætninger som: “Du skal vide, at vi i dialektisk adfærdsterapi arbejder ud fra tre grundantagelser: Vi ved at du gerne vil have et godt liv, vi ved at du vil gøre dit bedste, og vi ved at du vil deltage i terapien så meget, som det er dig muligt.”.  Jeg husker at ordene gav mig en følelse af, at være rummet og forstået.
  • Kommunikationsformen var ikke-dømmende og tog afsæt i en grundlæggende positiv tilgang til os patienter. Ingen negative forventninger på forhånd, og god plads til de følelsesmæssige svingninger som jo naturligvis ville komme.
  • Terapiformen var struktureret og retningsgivende, på en måde som inkluderede os deltagere undervejs. Vi fik skitseret en ramme, og lærte spillereglerne – og step for step begav vi os ind i DAT-færdighederne. Modul for modul – i dét tempo vi kunne rumme.
  • Når vi deltagere mistede modet, og følte at vi ikke kunne mestre øvelserne – eller fx blev overmandet af følelsesoversvømmelser, oplevede vi et terapeut-team som kendte til Borderline-diagnosens symptomatik og karakteristika. Med andre ord: ingen blev gale, tog det personligt eller bad os om at ‘falde ned’. Derimod rummede terapeuterne forsvarsmekanismerne, og hjalp os med at lære at følelsesregulere.
  • Allerede efter 3-4 måneder, kunne jeg mærke, at jeg forstod mig selv bedre. Jeg vidste nu hvad følelser var – hvilke funktioner de har, ligesom jeg stille og roligt fik mindre brug for at selvskade.

Jeg glemmer aldrig den dag min individuelle DAT-terapeut i 2012 sagde til mig; “Pia, vi vurderer at du ikke har Borderline-diagnosen længere. Hvad tænker du om det?”.  Jeg tænkte JUHUUUU – og jeg var enig; jeg kunne nu mærke mening med livet, og egen værdi. Jeg var klar til at flyve selv.